Vi kom godt ind i Iran og er nu på vej ud igen. Der er stadigt uroligt i Pakistan og da alle vi har talt med på både ambassader og lokale siger at det er farligt at køre gennem grænselandet Iran-Pakistan i eget køretøj uden bevæbnet eskorte, har vi besluttet at finde en anden løsning. Bilen bliver sendt med skib til Mumbai fra Bandar Abbas – en stor, ulækker havneby ved den Persiske Golf. Vi flyver til Delhi, som vi bruger som base, inden vi rejser videre til Mumbai og får bilen igen omkring 1. oktober. Lige nu er vi indlogeret på et efter standarden dyrt og samtidig det billigste hotel vi kunne finde. Den ene stjerne er noget falmet…
Iran har været en spændende udfordring. Både mht. tørklæder, benzinrationering og sprog. De taler og skriver farsi. Vi har måttet lærer at læse tallene, for at kunne handle på markedet. Og da de fastsætter priserne i Toman, men afregner i den gamle møntfod Rials, der er en faktor 10 større end Toman, så kræver det lidt tankevirksomhed, at holde styr på det hele. Heldigvis er alt utrolig billigt, så skaden er ikke så stor når man regner forkert.
Gæstfriheden er den samme som i Tyrkiet, og når vi kører søgende rundt og leder efter sikker overnatning i en ny by er det meget almindeligt at lokale engelsktalende byder sig til og hjælper. I Teheran og Fasa endte det med at vi overnattede hos de gæstfrie mennesker og endnu engang førte det en masse dejlige oplevelser med sig.
De 2 besøg var på mange måder et godt billede af det Iran vi har oplevet. På den ene side den meget vestligt orienterede og veluddannede familie i Teheran og på den anden side den meget traditionelle men stadigt veluddannede familie i Fasa længere syd på. Billederne taler for sig selv. Iran er stort og befolkningen er meget forskellig.
Iran har vist sig være et endnu større picnicland end Tyrkiet. I mange større byer er der picnicparker, hvor iranerne i stort tal valfarter til alle ugens dage, men især i weekenden torsdag/fredag (som den er her). Mange overnatter også i små picnictelte – de er alle ens og i mange forskellige farver. Denne enkle form for camping gør det også muligt for rigtigt mange Iranere at tage billigt på ferie i andre byer. En overnatning koster 2-10 kr. for et telt – eller en bil, men det er vi alene om. Vi har brugt denne type parker alt det vi kunne – de er rare at være i og vi møder en masse mennesker på den måde.
Iran er et kæmpe land og når man kommer fra Tyrkiet er det næsten som at skifte til et højere gear. Vejene er større og bedre og der er ikke det samme kaos, som man nogle gange oplever i Tyrkiet. Men vi møder ikke mange andre udenlandske turister og slet ikke biler. Derfor vækker det opsigt når vi ankommer til et nyt sted og hele dagen bliver vi mødt med smilende tilråb, dyt i hornet eller blink med lyset. Det er lidt sjovt.
Af samme årsag er der endnu ikke gjort så meget ud af turistattraktionerne. Landet og området er utroligt gammelt og man mister lidt pusten når man går rundt i velbevarede ruiner, der er 5-7000 år gamle eller kigger på skåle, der er ligeså gamle. Det er her vores forfædre lærte meget af det, der danner grundlag for det vi er i dag.
Ud over mødet med nutidens Iran er det meste af det vi har set historisk. Den største oplevelse var den 7000 år gamle begravelsesplads Sialk, hvor vi bl.a. kunne se skeletter af mennesker, der var kommet af dage unde nedstyrtede tage. Og vi vadede rundt i oldgamle potteskår, der lå over det hele mellem de ældgamle mure.
Også det gamle græske kongepalads Persepolis gjorde indtryk. Det er så velbevaret at de andre monumenter vi kender fra Rom og Athen blegner fuldstændigt ved siden af.
Vi har nærmest kørt fra nord til syd hele vejen gennem Tabriz, Qazvin, Teheran, Khasan (det var her de 3 vise mænd fra Østerland kom fra), Esfahan, Abadeh , Shiraz, Fasa for at ende i Bandar Abbas. Klimaet er blevet stadigt varmere og her mod slutningen, hvor vi har forladt højsletten (1500 m +/-) er fugten kommet med. Her er varmt – MEGET varmt og vi gisper efter vejret når vi løber fra den ene air condition til den anden.
Oplevet af Jørgen
Tørlædet.
At rejse i Iran er også en rejse ind i tørklædernes land. Jeg tror, man kan sige, at ingen steder i verden er debatten om tørklæder så stridbar som her, selvom den foregår helt i det skjulte. Alle kvinder og piger fra 9 år skal bære hovedtørklæde, løs jakke og løse bukser eller nederdel, når de opholder sig på offentlige steder. Muslimer, kristne, turister såvel som fastboende. Som det eneste land i verden er kravet fastsat ved lov, ikke engang Pakistan, hvor kvinderne bærer burka har en lignende lovgivning.
Som gæst i Iran er det sjovt at iagttage, hvor forskelligt loven bliver fortolket. Her er alt fra stramme jeans med en stram jakke og et tørklæde som snarere har karakter af at være et hårbånd, til kvinder der er pænt indhyllet fra top til tå i deres sorte chador. Men det mest spændende og udfordrende er at prøve på egen krop, lidt af hvad det vil sige at være kvinde i dagens Iran.
Inden vores ankomst til Iran havde vi indkøbt det fornødne tøj i den lokale by i Tyrkiet. Til stor morskab for de lokale tøjekspedienter, og med god hjælp fra en ældre kvinde, der nikkede godkendende, når tøjet var tækkeligt nok. Det tør roligt siges, at vores tøjindkøb var dagens begivenhed i byen. Vi mente efter 3 uger i Tyrkiet at have en god ide om, hvordan muslimske kvinder ser ud. En lang nederdel, et stort dækkende tørklæde og en løs overdel. Så sådan så vi ud, da vi entrede Iran.
Ved første stop i Tabriz bliver vi meget overraskede. Kvinderne her går i lange sorte bukser, chikke overfrakker og det halve af pandehåret udenfor tørklædet. Ikke lige det vi har været vandt til fra Tyrkiet. Ved siden af iranerne lignede vi en flok bønder, der var kommet ind med firetoget.
Det skal dog siges, at det langt fra er alle iranske kvinder, som går så udfordrende klædt. En god del af dem har et sort ”lagen”(chador) eller jakke på i et meget tyndt materiale. Vi har en mistanke om, at det er fordi, man kan bære næsten, hvad man vil inden under. Og det er rart i dette hede land.
Oplevet af Marie
Billig benzin i begrænset mængde!
Ambassaden i Teheran havde fortalt os, at der netop var indført benzinrationering. Men de havde ikke fået svar på spørgsmålet om hvordan turister fik adgang til benzinration.
Vi spurgte ved grænsen og fik at vide at vi blot skulle vise vores Carnet (import/eksport dokument på bilen).
Da vi på 2. dagen skulle tanke benzin ca. 250 km. inde i landet, viste det sig at de oplysninger vi havde fået ved grænsen var urigtige. Der er rationering i Iran og vi kunne ikke købe benzin uden et benzinkort! Med benzinnålen styrtende mod det absolutte nulpunkt kørte vi 50 km tilbage til den storby vi kom fra for at finde en løsning.
På vejen kom vi ved et tilfælde ind på en ikke færdiggjort ringvej. Efter ca. 10 km blev vi stoppet af en anden bil, som spurgte hvad vi lavede. De guidede os ud mens nålen gik videre mod nul. De var ikke gode til engelsk, men lidt snak afdækkede at vi talte kommunaldirektøren i byen, der var ude og besigtige den nye ringvej. Efter en del fagter forstod de vores problem. Vi blev guidet tilbage til picnicpladsen, hvor vi havde sovet den første nat med besked om at komme på hans kontor dagen efter kl. 10.00
Som sagt så gjort. Ind på kontoret – sagen overtages af en embedsmand. Vi bliver fulgt ud til et andet kontor i byen. Her får vi et brev, som vi skal aflevere et andet sted, for at få problemet løst. Jeg tager en Taxi, så Mette og pigerne kan blive i bilen, og slappe af. Marie og Astrid har fået mavepine og Mette og Sofie har fået et tilbagefald.
Taxien hjælper med at finde ind til et fornemt sted i den indre by. De ved ikke rigtigt hvad de skal gøre, men efter mange telefonopringninger bliver vi sendt tilbage til et kontor ved siden af det vi kom fra. Taxichaufføren er stadig med – han kan ikke et ord engelsk så al kommunikation foregår ved fagter og lyde!.
På det nye kontor vise vi brevet og får en ny blanket. Afsted igen med Taxien – det er stadig samme chauffør, som utroligt nok bliver ved med at hjælpe mens han hele tiden nervøst forsøger at anskueliggøre, hvor meget regningen er kommet op på. Jeg fatter ikke et klap men sætter min lidt til at det er billigt at køre Taxi i Iran.
Denne gang se det rigtigt ud. Vi kommer til et bevogtet kontor og jeg ser de første benzinkort. De ser også mit Carnet, mit pas – og så vil de have 2 mio. Rials (ca. 200 USD) i afgift. Hmm. Jeg troede benzinen skulle være billigere end vand i dette land.
Penge skulle indbetales på en konto i banken – ikke på kontoret. Ud i Taxien igen – min efterhånden gode ven guider hele vejen. Han har efterhånden forstået problemstillingen så godt, at han er selvkørende.
Banken er middagslukket (13-15), men det lykkedes min ven at råbe dem op i sprækken mellem de to glasdører. Men ak – jeg har ikke nok Rials og de kan ikke tage USD. Vi skal til en afdeling med pengeveksling. Ud i Taxien igen og ind til en anden bank – men den havde jo også lukket og kunne ikke råbes op. Men gode ven spørger hvad kursen er og begynder at tælle sine penge. Så mange har han dog ikke.
Pludselig sidder der en sort pengeveksler på bagsædet. Jeg får min Rials og tilbage til banken, som min Taxi ven endnu engang lykkes at råbe op. Pengene betales – tilbage til det bevogtede kontor, hvor jeg kommer helt ind til manden med det største kontor.
Jeg får 2 kort – et på 100 l og et på 300 l. Det må være en særlig turistafgift på 5000 Rials pr. liter benzin – og vi skal stadig betale 1000 Rials pr. liter (75 øre!!), som er den almindelige pris for iranere.
Da vi kommer ud i Taxien kigger min nye ven på mig – hvor skal vi hen? Han ved ikke hvor bilen står. Efter lidt fagter og lyde kører vi og lige før målet ser jeg Sofie, der er ude at handle. Jeg afregner Taxien – han fik godt betalt, da jeg ikke havde klaret den uden hans hjælp.
Missionen lykkedes – 6 timer i taxi uden vand og drikke.
Men det er godt vi har valgt at tage en anden vej. Vi har nemlig ikke nok benzin til at køre helt til Pakistan!
Oplevet af Jørgen