Vi er lige nu i Xiam i Kina på vores lange rejse over land mellem Mumbai i Indien og Beijing i Kina. Ruten blev via Nepal og Tibet, da vi efter mange og ihærdige forsøg på at få indrejsetilladelse til spejderne i Bhutan måtte opgive. Tiden var løbet fra os.
Til gengæld har vi kastet os ud i en fantastisk rejse med et væld af både udfordringer og oplevelser af den helt store kaliber.
Inden vi forlod Indien måtte vi se de erotiske templer i Khajuharo. De ligger lidt afsides så vi måtte 4 timer med taxi fra togstationen Jhansi, for at komme ud til de fredfyldte templer. Det var en herlig kontrast til beskidte Mumbai, der reelt kun er en beskidt storby uden nævneværdige seværdigheder. Vi lejede cykler, nød den den gode stemning i byen, hvor alle var ved at forberede den foreståede Hindu festival Divali. Den har ligeså stor betydning her, som julen har for os.
Når vi er 5, kan det ofte bedre betale sig at tage en taxi i stedet for bus – selv over længere afstande. Så det gjorde vi igen inden vi begav os tilbage til Jhansi for at tage toget mod Nepals grænse.
På grund af den forestående højtid (mange rejsende) havde vi fået en ret dårlig forbindelse til Ghorakpur, der er den sidste togstation inden Nepal. Vi ankom kl. 3 om morgenen, lagde os til at sove i en ventesal og efter morgenmad handlede vi en billig taxi på plads med plads til 5, der kørte os de sidste 3 timer til den nepalesiske grænse. Vi er for alvor blevet backpackere – med alt hvad det indebærer.
I denne del af Indien ændrede landet sig meget i forhold til tidligere. Det blev meget fugtigt og mange synlige tegn på oversvømmelser og jordskred bekræftede en hård monsun, der kun lige er sluttet.
Fugt betyder insekter og myg, og da vi havde spist de sidste malariapiller (havde ikke flere) holdt vi vejret og skyndte os videre mod Nepal og Kathmandu. Vi har været nok syge.
Med spændning og forventning krydsede vi grænsen til Nepal. Der er uro i landet – det planlagte valg til parlamentet d. 22/11 er endnu engang udsat og der er mange demonstrationer og ind imellem også attentater. Derfor var der også mange checkpoints på vejen, hvor bussen blev stoppet og gennemset af politiet eller militær. Efter en lang bustur ankom vi ved midnatstid til Kathmandu. Den smukkeste del af den spektakulære bustur i bjergene skete desværre i mørke, men ligesom i Indien var der her endnu flere tegn på en særdeles hård monsun, der flere steder havde taget hele vejen.
Kathmandu! Centrum for bjergbestigning og trekking for turister fra hele verden!! Trekking, rafting og ekspeditioner faldbydes af et hav af små bureauer og en overflod af grejbutikker, souvenirbutikker og kunsthåndværk. Især det kinesiske kopigrej er billigt – og ofte er det helt i orden. Vi holdt os i skindet, og købte næsten kun det vi manglede
I Kathmandu nåede vi også at stemme – Marie er jo førstegangsvælger og det ville vi ikke gå glip af. På vej til ambassaden kom vi forbi de nepalesiske spejderes hovedkontor, som Jørgen efterfølgende besøgte dagen efter. Mere om dette på et andet tidspunkt.
For at komme videre til Tibet og Kina, skal man have et specielt Tibetvisum, som kun sælges til grupper sammen med færdige pakker med transport, overnatning og en række seværdigheder. Og til en pris der vel nærmest kan karakteriseres som en turistskat.
Efter en del undersøgelser valgte vi den absolut billigste løsning: I 8 dage skulle vi i en gruppe på 9 krydse Himalaya i 2 terrængående biler. Kathmandu til Lhasa – en tur på godt 1000 km i en gennemsnitshøjde på 4500 m og 3 pas på over 5000 m. SPÆNDENDE!
Desværre betød turens længde og faste afrejsetidspunkter, at vi måtte forlade Nepal UDEN at have været til fods i bjergene!! Det er helligbrøde, der findes ikke ord for det, men det KUNNE ikke blive anderledes. Vi har givet hinanden håndslag på at vi kommer til fods i Sydamerika!
Til gengæld har vi gennem en uge set så ufattelig meget flot natur, oplevet den tibetanske budhisme (og frihedskamp) på nært hold, kørt off road i et omfang vi ikke havde drømt om, og sat højderekord for os alle: 5280 m.
Bagsiden af medaljen er så højdesygen og kulden, som har svækket os alle. Men det var det værd og nu sidder vi i toget fra Lhasa til Beijing – det højeste jernbane i verden. Vi stiger af i Xian, hvor vi skal se de berømte Terracottakrigere inden vi kører til Beijing.
Oplevet af Jørgen
Op og nedture i Himalaya
”Bank bank”, Det banker på hoteldøren, ”Shit er han her allerede skulle han ikke først være her om 4 minutter?” ”Hvor mange mangler at børste tænder?” ”Pakker du selv din rygsæk?” ”Er der nogen der har set hængehunden?” ”Hvor er min uldundertrøje?” ”Er det den her, eller er det Sofies?” ”Jeg er altså ikke vågen endnu” ”Nu må i da være færdige med de tandbørster” ”Kom nu ellers kommer vi for sent til bussen” ”Hvor langt var det vi skulle gå?”
Endelig ude af døren, og på vej hen af den stille handelsgade, der ellers plejer at bære overbefolket. De eneste andre, der er ude i den kølige morgenluft, er to gadebørn, der sover i et hjørne under et slidt tæppe, og så nogle andre turister der haster af sted med deres rullekufferter og nyindkøbte vandresko.
Ca. 6 timer senere kravler vi ind i de fire hjuls trukne jeeps vi skal køre turen fra grænsen og til Tibets hovedstad Lhasa. Os fem i den ene (den ældste – en Toyota Hiace med 4x4..) og de fire andre vi skal følges med hele vejen i den anden.
De første 5 timers kørsel fra Kathmandu til den Nepalesisk/Kinesiske grænse kørte vi i bus, altså bortset fra de sidste 500 m., hvor der var trafikprop så vi blev nød til at okse op ad bakke i den tynde luft med al vores bagage, mens vi snor os mellem de overlæssede lastbiler og de utålmodige busser.
Da vi endelig, efter at have fået tjekket pas to gange, og ventet på bilerne der har siddet fast i endnu en trafik prop på den anden side af grænsen, tror at nu kommer vi af sted bliver vi, efter ca. 20 minutters kørsel, stoppet igen, fordi der er vejarbejde og så må man ikke køre på vejen uden at have nogle vigtige mennesker med i bilen eller sådan et eller andet får vores, ikke ret godt engelsktalende kinesiske guide forklaret os.
Nå men da klokken så bliver omkring 20 får vi alligevel lov til at køre, hvis vi bare tager tre personer med et stykke af vejen. I mellemtiden er det blevet helt mørkt og det viser sig at vejarbejde på vejene i Himalaya er noget anderledes end det vi kender fra Danmark, med skilte, blinklys, omkørsler og reflekser. Vi køre simpelthen bare på den jordvej de er ved at reparere, der er ikke noget lys eller nogle reflekser, arbejderne der stadigt arbejder springer skræmt til side som gjaldt det deres liv, hvilket det sikkert også gør nogle gange, for det er umuligt for chaufføren at se noget som helst, desuden vil jeg også tro at han har nok at gøre med ikke at køre ud over kanten (vi kører jo i bjergene) for vejen er MEGET hullet, ikke sådan nogle fesne små humpler, som dem der er på de dårligste veje i Danmark, nej her er det virkeligt huller, nogle af dem er så dybe, at vi ville side fast hvis vi kørte i dem, andre er kun omkring. 30-40 cm dybe andre igen er så store, at vi ikke kan køre uden om men alligevel så dybe at undervognen dunker og skraber på jorden mange gange, desuden hyler kileremmen ustandseligt, så vi krydser fingre for at den ikke springer, mens vi befinder os her midt i det absolutte ingenting.
Langt om længe efter mange timers kørsel med hjertet helt oppe i halsen, ankommer vi til det lille tehus, hvor vi skal overnatte. Der er så koldt at vi vælger at kravle tæt sammen i tre senge alle sammen for at holde varmen, selvom vi alle sammen har både tykke tæpper og vores varme dun soveposer at kravle ned i.
Efter vores første døgn på den færdigpakkede tur, vi han købt, føler vi os forberedt på hvad som helst. Heldigvis viser det sig at vejene ikke er så slemme fra da af, og vi får massere af tid til at fotografere den vidunderlige natur der er på disse kanter, med bjerge med sne på toppen, væddere der slås, og bjergfolk i nationalt tøj, for hver gang vores chauffør skal ryge bliver det kaldt fotopause.
Allerede på den anden dag kommer vi op på 5000 m. over havet, vi synes alle sammen at det er meget fascinerende, indtil både mor og jeg begynder at blive dårlige af højden. Vi kører ned igen og efter frokosten køre vi videre og efter en god times tid stopper vi for at se det, efter min mening smukkeste på hele turen, det berømte og berygtede Mount Everest, godt nok på afstand men i meget smukt vejr. Jeg er stadig ret højdesyg hvilket bare forstærker fascinationen af at dette bjerg vi står og kigger på er over 3500 m højere end det højeste punkt nogen af os har været på.
Da vi efter 2-3 timer mere i bilen igen finder os selv i over 5000 m over havet (det stod ikke på vores rejsebeskrivelse) og mor brækker sig og ingen af os er helt friske, har vi fået nok af højder for den dag. Derfor bliver det også hilst meget velkomment da chaufføren spørger om vi ikke skal køre i forvejen så vi køre ned med det samme.
Efter endnu en kold nat denne gang på et fint hotel, og en lidt for kinesisk morgenmad til vores smag, køre vi videre.
Sådan glider dagene på resten af turen op og ned, men yakokser, kolde hoteller, hvide tinder, munkeklostre og insisterende sælgere og nysgerrige indfødte. Indtil vi pludselig en dag ankommer til Lhasa.
Vi tilbringer et par dage i Lhasa, der skal skaffes togbilletter til den fortsatte rejse, noget der ikke altid er så let når man kommer til et nyt land. Men denne gang gik det faktisk rimeligt smertefrit, og så uden at vi fik betalt alt for meget overpris. Vi er dog heldige at vi alle fem er kommet på det samme gruppevisa til Kina, for de fire andre på gruppen står nu og skal kæmpe og måske betale ekstra for at få deres gruppevisa delt så de kan rejse individuelt videre.
Vi er alle sammen blevet lidt småsyge af alle de kolde hoteller og højden, så forbruget af toiletpapir stiger til ca. det tredobbelte både som snotpapir og som dets tiltænkte funktion.
Vi har skiftet guide, nu har vi en mand der taler ganske udmærket engelsk og som også kan forstå os når vi spørger in til noget af det han fortæller om de templer, munkeklostre og lign. Han viser os i Lhasa.
Så næsten lige så pludseligt som da vi kom til Lhasa skal vi forlade det igen. Det betyder også at vi skal sige farvel og tak for godt selskab til den 35 årige brasilianske amerikaner Leo, der for resten da meget gerne vil komme og besøge os i Danmark næste år. Den lidt forsagte men venlige englænder vi aldrig nåede at lære navnet på, men som også blev ret syg da vi nåede til Lhasa, men vi håber da at han også er kommet ovenpå og er kommet godt tilbage til sin kæreste der venter på ham i Kathmandu.
Til sidst men ikke mindst skulle vi også tage afsked med det rejselystne polske par Christoff og Jastina, har rejst næsten samme rute som os meget af vejen fra Europa. Jastina lå for resten også syg i Lhasa, men jeg tror hun var begyndt at have det bedre.
Og så rejste vi videre, det var igen en tidlig morgen med kold luft, denne gang bare med lidt støvregn i også. For vi har jo heldigvis vores eget visa, så vi behøver ikke tilbringe ekstra dage i Lhasa for at få det skilt ad.
Oplevet af Sofie
Dyr vi har set og oplevet
Yak okser:
Her i Tibet (i kina) og også i Nepal er der ret mange yak okser som de både bruger smør, mælk uld, og skind fra. Smøren fra yak okserne bruger de også til at ofre til budhaer og andre guder med og efter min mening så smager det skrækkeligt og alt for fedt. De bruger også smørret i en slags te som de mere drikker suppe. En yak okse ligner lidt en stor ko i formen og så er den mørke brun eller sort og har lang pels og ofte nogle imponerende store og lange horn. De bliver ofte fulgt rundt oppe i bjergene af deres hyrder.
Katten:
Vi har været på et munkekloster, hvor der var en klosterkat, tror vi. Den var i hvert fald tyk og kælen og jeg sad på jorden og så gik den mijavende hen og gik op på mine lår og så satte den sig ellers der og jeg sad der og kunne ingenting gøre.
Hundene på Sangam:
Der er 3 vagthunde på Sangam en gammel og 2 unger. Ungerne kom til sangam i en sæk som blev smidt over muren og så var der en i staffet kaldt Mary T som talte godt for dem og siden hen opdraget dem sammen med nattevagten Mangesh.
Andre dyr vi har set:
Papegøjer,
Aber,
Kæmpe rovfugle,
Firben,
Små grå egern,
Fugle i bur,
Gribbe,
Bjergsvin,
Bjergfår,
Oplevet af Astrid