Fyens Stifttidende
16. juli 2008
FAMILIE HJEMME IGEN

Fyens Stifttidende
20. juli 2008
DEN STORE JORDOMREJSE

Siden sidst er der sket en masse ting her i bilen. Vi har skiftet vores favoritudtryk ”det står i guiden” ud med et nyt: ”Hulla hulla” udtalt med langtrukne a’er og godt med intonation. Ordene bliver ofte efterfulgt af et hoftevrik eller to, for ligesom at understrege stemningen. Udskiftningen af favoritudtrykket har sin helt egen logiske forklaring, Sofie har nemlig købt hendes souvenir her i Tyrkiet - et mavedansersæt. Så nu har hun udstyret til at danse hulla hulla for os alle sammen. Indtil nu er det dog kun blevet til en kort forestilling, da hun skulle vise os dagens indkøb. Men måske får vi det at se igen, inden det bliver pakket ned og sendt hjem.

Grunden til, at Sofie overhovedet kunne finde et mavedansersæt er, at vi har været en tur forbi Kappadokien, som er en egn i Tyrkiet, der er berømt for sine stengrotter. Grotterne er udgravet i den bløde stenart tuf med håndkraft. Områdets berømthed betyder selvsagt tourister og altså shopping-mulighed for Sofie, så hun kan få det mavedanser-sæt, hun har haft kig på siden Istanbul. Vi har selvfølgeligt også benyttet os af muligheden for at se de berømte grotter, og det var bestemt et kig værd. Kirker med smukke og genarbejdede freskoer, et hav af kapeller og store underjordiske byer.
Kirkerne og kapellerne var flotte, men jeg tror den underjordiske by gjorde størst indtryk på os.
Byen består af grotter udgravet ned til 70 meters dybde i jorden, så der er et stort grottekompleks fyldt med huler, der er i stand til at rumme omkring 20.000 mennesker plus forrådslagre, der var store nok til at brødføde befolkningen i flere år. Ganske imponerende. Og en smule klaustrofobisk at besøge.

Efter Kappadokien er målet for alvor blevet Iran. Derfor har vi kørt en masse. Vi har faktisk kørt så meget, at bagsædet af bilen (Astrid, Sofie og jeg) er løbet tør for køreaktiviteter, så nu har vi taget den gamle børneleg se-ud-af-vinduet op igen. Et eller andet må man jo lave.
Imellem transporttiden er der blevet tid til at se Nemrut Dagi, en gravhøj i 2100 meters højde. Nemrut Dagi skal efter sigende opleves ved solnedgang, så vi ankom forventningsfulde ved solnedgangstid. Desværre for os dækkede skyerne netop denne dag for solnedgangen. Oveni var der et helt hold professorer fra universitetet på besøg, så der var godt fyldt på toppen. På trods af den manglende solnedgang og de mange mennesker var Nemrut Dagi nu et flot syn. Udsigten fra derfra er noget for sig, og selv mig, der ellers ikke normalt gider se på udsigter, nød synet.

Udsigten fra Nemrut Dagi varslede på mange måder, hvad vi ville komme til at opleve de næste dage. Masser af flot udsigt og ikke så meget andet. Men det hører jo også med, og mor nyder det i hvert fald i fulde drag. Lige nu er vi meget tæt på den iranske grænse, og vi er i gang med de sidste forberedelser, inden vi skal ind i ukendt land. Vi har købt tøj, til stor morskab for ekspedienterne i tøjbutikkerne. Det er ikke hver dag, at der kommer fire danske kvinder ind, og køber tækkeligt muslimsk tøj. Men nu har vi anskaffet alt tøjet, fra grimme jakker til farvestrålende tørklæder. Nu venter det bare på at komme i brug, når vi om få dage krydser grænsen.

På falderebet ville jeg ønske, at jeg kunne sende lugte med en e-mail. For jeg er lige blevet overhældt med cologne af vores venlige tyrkiske vært (det er en høflig gestus her…). Så nu kommer jeg til at stinke af luftfrisker de næste mange timer. Tyrkernes gæstfrihed er uforlignelig, og hvis iranerne er ligeså venlige, kan det kun blive en god tur henover grænsen.

Oplevet af Marie

Klar til Iran
Vi holder nu et par dage med tøjvask og hygge mens vi forbereder indrejsen til Iran. Der er mange regler at holde styr på og da vi aldrig har været der er vi selvsagt både spændte og usikre.

Længere fremme venter Pakistan. Vi har fået en del meldinger omkring situationen der og det ser ikke for godt ud. Vi er derfor ved at undersøge alternative rejseveje, men der er ikke så mange muligheder. Der er dog en færgeforbindelse til Dubai fra Iran og derfra skulle vi efter sigende kunne komme til Indien. Hvis der er nogen blandt vores læsere der er kontakter i Dubai, som vi evt. kan trække på, vil vi meget gerne høre fra Jer.

Bilen kører rigtig godt men vi kan mærke at vi har været afsted længe og der er en del småting der skal efterspændes og repareres. Vi har ødelagt en gummimanchet i transmissionen ved det ene forhjul. Vi kan sagtens køre, men der er ikke godt at få sand ind her. Løsningen er indtil videre en grøn pressening og et par spændbånd indtil vi kan få en ny ud fra Danmark. Her i Tyrkiet tager det 15 dage at få den frem, det kan vi ikke vente på.

Vi er også gået over til at lave mad på vores stormkøkkener på diesel, da trykregulatoren på gassen siver konstant gassen på grund af varme og ændret tryk i højden (vi er hele tiden mellem 1000 og 2000 m) Men det er også lidt hyggeligt og giver mulighed for at alle er aktive i madlavningen.

Oplevet af Jørgen

Vi havde indstillet os på nogle dage på hotel i Istanbul, men sådan blev det ikke. Beskrivelsen af værkstedets beliggenhed var perfekt, og selvom det lå i midten af Istanbul brugte vi ikke meget tid på at finde det.

Efter en systematisk gennemgang af det elektriske system på bilen blev konklusionen at tændspolen blev skiftet til en nyere. Fejlen er periodisk, og vi ved ikke om det er løst helt. Men den trækker noget bedre, specielt op ad bakkerne og i skrivende stund har vi kun haft startproblemer 1 gang.

Vi kørte til Istanbul kl. 10 mandag morgen, var der ved middagstid, forlod værkstedet igen kl. 2 og var tilbage på kysten til sen aftensmad. Og kun 30 tyrkiske lire fattigere (130 kr!!) for de 2x2 timers arbejder, nye kabler og en udskiftet tændspole. Billigere kunne det vist ikke gøres.

De kommende dage kørte vi langs kysten og overnattede på det ene lækre badested efter det andet. I Tyrkiet er det tilladt at campere overalt, det er nærmest en tradition at gøre det. Og da vi et sted væltede ud af bilen og slog lejr i den lille bil var der en tyrker, der nikkede anerkendende: The tyrkish way!! Mange mennesker, lidt plads og så enkelt som muligt.

Sortehavskysten er meget lokal – hele vejen har vi stort set kun mødt tyrkere. Det har til gengæld været en fantastisk oplevelse at mærke deres venlige gæstfrihed. Selv når vi kommer kørende bliver vi mødt med begejstrede tilråb.

Vi havde forberedt os hjemmefra på en lang rejse langs kysten med te plantager. Så overraskelsen var stort da vi opdagede, at det ikke passer. Teen hører til på den sidste del ved Rize, men på hele den første del som vi kørte af, lever de af nødder!

Et sted på den første del af strækningen kom vi gennem en lille landsby, hvor de havde høstet nødder og var ved at pille skallerne af dem efter tørringen. De brugte en maskine, som vi aldrig har set før til det, og i stedet for at køre forbi, som ofte gør, vendte vi bilen og gik hen og spurgte om vi måtte kigge og tage billeder. Og igen gæstfriheden havde ingen grænser, vi blev mødt med store smil og mens vi hjalp med at løfte den tunge sække på ryggen af den gamle koner blev vi introduceret til nøddeproduktionen. Og vi gik derfra med 2 kg nødder – som de ikke ville have penge for!!

Og sådan har det været hele vejen langs kysten. Kun glade og stolte ansigter og åbne arme.

Badning og kilometervis af snoede veje bliver dog også for meget på et tidspunkt, og da vi nåede Sinop blev vi enige om at køre sydover til Kappadokien, som ligger ikke ret langt fra Nemrut Dag vi også skal besøge. På første overnatning inde i landet havde vi fundet et idyllisk lille vandigssted til overnatningsplads. Men sådan skulle det ikke være.

Oplevet af Jørgen

Besøg hos en tyrkisk familie
Når man sådan rejser rundt i verden sker der jo mange uforudsete ting, sådan en oplevede vi lørdag den 18/8.

Vi var kørt af landevejen og havde fundet et lille holdested på noget græs ved et vandingssted, vi havde forhørt os hos en mand der stod ved vandtruet da vi kom, om det var okay at vi overnattede der.

Efter aftensmaden puslede vi rundt og forberedte det faste ugentlige højdepunkt; lørdagsfilm.
Mens jeg var ved at lave popcorn glanede jeg lidt ud af vinduet, og pludselig kom en lille hvid bil kørende på den lille vej der gik tæt forbi vores overnatningsplads, han parkerede i vejsiden og steg ud med sine to små sønner. Vi gik selvfølgelig om og snakkede med ham, og det viste sig at han var ægtemand til en af de koner vi havde set komme gående forbi, mens vi sad og spiste. Han inviterede os til at komme og sove i hans hus, men vi takkede nej da vi allerede havde pakket bilen ud, han prøvede flere gange at overtale os til at komme og besøge ham, vel og mærke uden at kunne et ord engelsk, al samtale foregik på tegnsprog. Efter lidt tid kørte han igen.

Ca. 20 minutter efter kom manden tilbage, nu med sin kone og ene datter, de havde medbragt varm mælk og frisk feta, de instruerede os i at drikke den varme mælk med sukker.

Efter lidt tid og en ordentlig portion gæstfri tyrkisk overtallig, pakkede vi alligevel sammen og fulgte efter deres bil til deres store villa.

Inde i villaen blev vi vist ind i en stue med sofaer og sofastole op af alle fire vægge, her sad vi og forsøgte at kommunikere med alle de mange beboere i huset, der var alle aldersgrupper lige fra en lille baby på omkring et år til en gammel bedstefar der var så forkrøblet at han knapt kunne gå og måtte støtte sig til to stokke for at komme rundt. Imellem dem var der en masse børn, en bedstemor, to mødre og nogle mænd, indimellem kom der en ny mand ind af døren eller der var en der gik.

Efter noget tid gik vi alle ud i haven hvor de var i gang med at stege en kylling over bål.

Da kyllingen var færdig blev vi sat ved et lille bord på terrassen. Bordbenene var ikke mere end 20 cm. Så vi sad på puder på et tæppe rundt om det lille runde bord. Her fik vi serveret alskens mand og frugt på tyrkisk maner, og vi kæmpede en sand kamp for dels at gøre og opføre os rigtigt og for at spise al den mad vi blev budt, for vi havde jo spist aftensmad.

Efter maden kom vi ind i stuen igen, her fik vi serveret te af små glas med masser af sukker, som tyrkerne bedst kan lide det.

Da vi havde drukket vores te kunne vi endeligt gå i seng, efter en lang og oplevelsesrig aften.

Oplevet af: Sofie Freja

Sjove dyr vi har set
Kolibri:
Den lille fugl som vi tror er en kolibri er ret sjov og den basker meget hurtigt med vingerne så man kan faktisk ikke se at den basker med vingerne man kan bare se at vingerne bevæger sig.
Vi har set den lille fugl to gange, og man skulle altså ikke tro at det er en fugl fordi at den er så lille.

Isfugl:
Vi har set en isfugl og den var vildt flot den havde sådan et blåligt skær og den var bare så flot
Og så så vi den faktisk ret tæt på. Den fløj sådan en lidt stor runde rundt op bilen når den opdagede os og så var den væk i lidt tid og så lidt senere kom den igen.

Hærfugl:
Vi har sovet sådan et sted vor der nærmest var en hærfugle familie og de var bare så flotte der var nogle træer rundt om os som de sad og skrattede i om morgenen der var også en som hoppede rundt på taget så vi kunne kigge ud af vinduet i taget og se den.

Redningsaktionen for skildpadden:
Marie Sofie og jeg hjalp en skildpadde over vejen den var nået halv vejs over men ikke helt. Den behøvede ikke være bange for bilerne kunne godt se dem for de kørte nemlig lige over så skildpadden var inde mellem hjulene. Da Marie havde båret den over vejen satte hun den ned ved siden af en anden skildpadde.

Oplevet af Astrid.

Efter næsten 10 dage på landevejen uden særlig meget komfort holder vi nu et par tiltrængte hviledage i den lille badeby Sile ved Sortehavet 70 km nord for Istanbul. Luften er op mod de 40 vandet 30 - vi måler ofte vandets temperatur i den tid Mette kan holde ud at være i vandet. Og hun blev i meget længe.

Her er bare dejligt. I skrivende stund kaldes der til bøn i den nærliggende moske og i går aftes må der have været tyrkisk fest i byen – høj og anderledes musik og sang, som vi ikke rigtig forstod. Jo - vi er i Tyrkiet nu og vi er alene, ikke ret mange forstår hvad vi siger. Nordkysten er ubeskrevet i vores guides, men det er tydeligt at dette sted er et stort mål for de lokale fra Istanbul.

Turen hertil gik fra Adelboden via Kandersteg, hvor Sofie og Marie fik lejlighed til at gense nogle af de nye venner, de mødte der i dagene før. Heriblandt nogle amerikanske spejdere fra Colorado. Det virker som en god og holdbar kontakt, som vi satser på at benytte, når vi kommer så langt.

Fra Kandersteg gik turen igennem en lang tunnel med bilen på et tog - det har vi aldrig prøvet før, så vi var lige ved at blive fanget i at holde mellem 2 togvogne!! Det styrtregnede denne aften og der var stejle sider på den anden side af tunnellen, så det blev sent inden vi fandt et sted til natten lige før den italienske grænse.

I Italien ankom vi til hedebølge og vi ramte ind i en stor ud og hjemrejsedag ved Venedig. Det hele gik helt i stå og varmen bagte fra en skyfri himmel. Et forsøg på at komme ud af køen ad en anden vej medførte bare flere biler og mere trafik på mindre veje. Dagen endte med lørdagshygge i kanten af en majsmark. (om lørdagen ser vi film - vi har lånt en masse DVD, og vi har besluttet, at disse hører til lørdag aften).

Dagen efter søgte vi til Gardasøen, og her lykkedes det efter en del søgen at finde en autocamperplads lige ned til vandet, hvor man afregnede for den tid man var det der. Vi kender denne type pladser fra andre steder - de er meget billigere og tilbyder præcis det vi efterspørger: Sikkerhed, toilet, måske bad og ofte internet. Og så en ekstrem central beliggenhed – lige der hvor det hele sker. Til gengæld er der ingen telte - det er 100% autocampere.

Og vi fik badet i Gardasøen (dejligt) og opdateret hjemmesiden delvist.

De kommende dage skulle gennem Slovenien, Kroatien, Serbien og Bulgarien. Vi forventede ikke meget komfort og slet ikke bademuligheder på denne strækning, så derfor belsuttede vi runde kysten i Trieste, så vi lige kunne mærke Middelhavet også. Det var skønt i varmen og vi fik lejlighed til at prøve det vores snorkel og dykkermasker af i praksis. Det kræver lidt øvelse - det var lidt ligesom at drikke saltvand med et sugerør!! Men fisk var der - og det var skægt.

Turen gennem Slovenien og Kroatien var nem. De er kommet godt med og man fornemmer betydningen af den tætte relation til EU. Vejene var gode - og priserne næsten de samme som i Europa. Især i Kroation oplevede vi en optimisme som stod i skarp kontrast til turen gennem Serbien. Det var barskt. Krigens gru har sat sine spor og de er ikke kommet helt op igen. Det gav anledning til nogle gode samtaler om krig og fred.

Da vi for 17 år siden kørte til Tyrkiet gennem Bulgarien, så vi næsten det samme som denne gang. Vejene var blevet lidt bredere og bilerne lidt nyere - men ellers var det det samme. I den ende vi kørte i, har de endnu ikke set mulighederne i turisme, så som i Serbien var de campingpladser, der var vist på kortet ikke eksisterende. Til gengæld var benzinpriserne stort set ligeså høje som hjemme. Vi har endnu ikke kunnet købe benzin billigere end vi kan om søndagen i Odense - og især her i Tyrkiet er det helt galt - prisen er konstant mellem 10 og 11 kr. pr. liter.

De fleste overnatninger på vejen gennem Bulgarien og ex-Jugoslavien skete på overvågede rastepladser af svingende kvalitet. Vi så derfor meget frem til at komme til Istanbul og få et bad og lidt komfort på campingpladsen her. Men ak og ve - efter først at have ledt flere timer efter pladsen viste det sig at den var lukket - ligesom de 2-3 andre campingpladser. Men der holdt 8-10 andre campere i samme situation og vi tilsluttede os skaren, betalte en plattenslager de 50 kr. for at blive der og benytte adgangen til den ene vandslange med ikke drikkevand samt toilettet på tankstationen ovenfor. øV - det var værre end at overnatte på rastepladserne.

At der så samtidig var urimeligt varmt og mange stikkende insekter om natten gjorde opholdet til lidt af en udfordring, ja så var det ikke et ophold vi vil mindes med glæde. Men vi fik set det vi skulle i Istanbul og mindet om, at byen ER seværdig og at vi SKAL tilbage engang på en uges charterferie og se det hele grundigt.

Istanbul har omkring 20 mio. indbyggere og er dermed 4 gange større end Danmark! Det tog det meste af en formiddag at frigøre os fra byen og komme til denne dejlige plet vi opholder os på lige nu. Vi har badet, vasket tøj og hygget os. Og så har vi mødt nogle ligesindede VW-freaks, der mødes et par gange om måneden på denne plads. De have både T2, T3 og T4 med i flotte istandsatte udgaver. Det viste sig at flere af dem var i internetbranchen - designerer og de have mødt hinanden over nettet gennem den fælles interesse for VW-rugbrødet. En af dem har en magen til vores - og han havde en kontakt til en god mekaniker i Istanbul. Så i morgen kører vi tilbage til Istanbul og ser om vi kan få løst det lille problem vi har haft med bilen hele vejen: Den gamle dame kan ikke lide varmen. Og når det er rigtig varmt kniber det med at holde gang i hjulene og nogle gange skal hun have et skub for at komme i gang.

Istanbul - here we come!!

Oplevet af: Jørgen

SPEJDERGRUPPER
FORENINGER
SKOLER
FRISKOLER
EFTERSKOLER
MENIGHEDSRÅD
VIRKSOMHEDER
ANDRE GRUPPER

vil I mærke suset og høre om drømmen, der blev til virkelighed, kan I kontakte os og booke et foredrag.

Læs mere her