Efter lang ventetid og ikke mindre end 5 turer til Mumbai (5 timer hver vej!!) har vi nu omsider fået alle papirer til Indien og toldbureaukratiet afsluttet. Torsdag d. 18 oktober om aftenen blev Jørgen guidet gennem Mumbai i den værste myldretid og kursen sat mod Pune af den nye Express Highway.
Det var en udfordring!
Det indiske trafiksystem indebærer overhaling fra begge sider og lastbiler kører gerne uden lys i begge ender. Men det lykkedes at komme uskadt frem til Sangam (selvom det tog 2 timer at finde vej gennem Pune) hvor de følgende dage er blevet brugt til hovedrengøring af bilen og ompakning. Tiden er løbet fra os og bilen blev sendet videre til USA allerede tirsdag d. 23. oktober – ellers kan vi ikke nå at komme frem inden jul og vinter i Seattle. Og det har vi valgt at prioritere frem for yderligere 2 uger i Indien, hvor vi allerede har været i 5 uger.
Vi havde ellers pakket bilen og gjort klar til nogle dages sightseeing i nærområdet på vej tilbage til Mumbai. Men desværre er både Mette og Sofie ikke friske og da Sofie på 4. dagen fik stærkt stigende feber har vi været nødt til at søge lægehjælp. Symptomerne var malaria, men hun er testet og heldigvis er det ikke det, men en infektion, som hun behandles for, mens vi gør klar til at rejse videre nordpå med tog og bus.
Den lange ventetid har givet os et rigtig godt indblik i livet og dagligdagen på Sangam og i Pune. Vi har været med til at afslutte en australsk gruppe, der besøger de 4 verdenscentre med fly, deltaget i de festlige dele af mødet mellem Sangams venner og i disse dage er en ny event startet op med deltagere fra hovedsageligt Storbritanien og Canada. Takket være gæstfriheden på Sangam har vi på denne måde haft mulighed for at deltage i de fleste faste programpunkter og ritualer på centeret.
Disse er meget præget af beliggenheden og den indiske religion – særligt Hinduismen.
I Indien er der nogle helt andre højtider end vi kender. Men principperne er de samme – der er fest, familierne samles, der gives gaver og butikkerne pyntes op. Det er pudsigt at komme ind i McDonalds og få udleveret ”dansestickers”, som anvendes til danse i højtiden og se pynten, som for os forekommer mærkværdig.
Højtiderne kaldes ”festivals” – og der er mange – og vi har netop oplevet en af de helt store. Nine Nineth eller Desari hedder den. Der er pyntet med lysguilander over det hele, om aftenen danses der til højlydte trommer, biler og maskiner velsignes og pyntes med blomster og "pulverdekorationer" på gulvet, og der gives gaver til familien. Også på centeret fejres højtiden og bl.a. er alle de tekniske apparater blevet velsignet!
Indiens far – Ghandi – fylder meget i Pune. Han tilbragte 7 år i husarrest her og i bygningerne findes et slidt museum med billeder og hans aske findes under et monument i haven. I forbindelse med hans fødselsdag d. 2 oktober blev der holdt en række arrangementer i byen som alle hædrede landsfaderen.
Et af disse blev holdt af spejderne i byen. I en hyldest til landsfaderen marcherede de igennem byen og samledes i parken ved hans grav. Her blev der opført sange og skuespil, der på forskellig måde præsenterede Gandhis liv og det han stod for. For os var dette særlig sjovt, for det var første gang at vi så mange spejdere samlet på en gang.
Mette og Sofie har også benyttet tiden til at besøge en almindelig privat skole og et af de skoleprojekter de frivillige på Sangam er involveret i. Der er mange børn over det hele – men alligevel meget kontrastfyldt, hvilket fremgår af billederne.
Astrid have ønsket at fejre sin 12 års fødselsdag bilen. Sådan blev det ikke, men til gengæld blev hun for en dag midtpunkt på Sangam med ret til at bestemme aftensmaden (burgere med fritter og is med chokoladesoves til desert).
I den kommende tid kommer vi forhåbentlig på farten igen. Målet er Beijing i Kina, hvorfra vi skal flyve til Seattle. Men hvad vej ligger endnu ikke helt fast, da vi stadig har et spinkelt håb om at komme til Bhutan. Men når vi skal se første afsnit af den medbragte julekalender, er vi i USA.
Oplevet af Jørgen