Summary
The customs in Ecuador were a bit of a challenge, and a good example of South American bureaucracy. But we’ve got the car and that’s the most important.
From Guayaquil we drove to Quito, where we met some Ecuadorian scouts. Since then we’ve been heading to Cuzco in Peru. The road has taken us trough desserts, mountains and mangrove, a challenge both for the car and us. The final challenge were the 4000 meter passes, we had to pass on our way to Cuzco. We’ve now arrived and are going to see the ancient Inca ruin Machu Pichu tomorrow.
Grænseoverskridende shipping
Det lykkedes os at få afleveret bilen i Panama en sen torsdag aften og få den udleveret igen den efterfølgende onsdag – en meget sen aften. Overordnet set en succes, men midt i det var det en prøvelse på sydamerikansk betonbureaukrati af værste skuffe.
Det gik fint med at få afleveret bilen i Panama og vi fløj dagen efter til byen Guyaquil i Ecuadors lavland i syd. Det var her bilen ville ankomme og vi indlogerede os på et lille hostel. Skibet ankom lørdag og mandag morgen mødte vi op hos shippingagenten sammen med vores nye brasilianske venner. Vi delte nemlig en container og sparede derved en del penge.
Her opstod første forhindring. De havde ikke modtaget fragtbrevene fra Panama som aftalt, og dermed kunne vi ikke få bilen ud. Samtidig præsenterede de os for en noget større regning end forventet hvilket vi ikke kunne acceptere. Bilerne skulle dog ud af containeren samme dag, så vi kørte sammen med agenten til den anden ende af byen og fik bilerne ud og sat i varehus.
Dagen efter mødte vi op hos agenten igen. Papirerne var nu kommet og den eneste forhindring var vores betaling. Vi afviste igen og indledte en større dialog med vores kontakt i Panama. Vi blev stædigt siddende på kontoret og ventede. Og ventede. Først imod fyraften skete der en lille åbning, men ikke nok. Så vi mødte op næste dag og omsider fik vi hul igennem til en, der kunne tage beslutninger og aftalt en pris, vi accepterede. Det var lige før frokost og vi begyndte at ane at det ville komme til at knibe med at få bilen ud.
Agentens arbejde var principielt afsluttet ved leveringen til varehuset og efter diskussionerne omkring prisen var der ikke så meget ekstra service at hente til at få bilen gennem tolden. Bevæbnet med selvtillid drog vi til havnen igen og begyndte at rende fra Herodes til Pilatus uden større resultat. Ingen kunne rigtig hjælpe os. Men så mødte vi en ældre herre, der begyndte at hjælpe os. Det lignede ikke en tolder, og vi anede at han nok på et tidspunkt ville have penge. HAN kendte til gengæld gamet og alle knapperne, der skulle trykkes på. I løbet at 10 minutter fik han overblik over alle vores papirer, skaffet de der manglede og arrangeret at vi kunne komme i audiens ved første instans midt i frokosten.
Herefter havde vi alle tilladelser til at importere bilen til Ecuador – nu skulle vi bare have bilen gennem tolden og ud af varehuset. Igen gik alt i stå. Vores papirer lå på et skrivebord og ventede på en underskrift… Vores mand nævnte at det kunne blive svært at nå inden dagen var omme. Men han kunne se guleroden – det var jo en stor opgave med 2 biler på en gang. Og han vidste hvor stor værdi han ville skabe, hvis det lykkedes at få bilerne ud. Så han satte sig for at løse opgaven og sagde at vi ville have bilerne kl. 19.30.
Da var kl. 16 og de forskellige kontorer begyndte at lukke omkring os efterhånden som vi kom frem. Men hele tiden lykkedes det ham at holde døren åben så vi kom videre og kl. 20.30 kørte vi ud af havnen. Opgaven var løst til vores store glæde.
Hvordan det kunne lade sig gøre snakker vi ikke højt om. Men han havde en bror, der stor i vagten ved tolden, som hjalp os ind i frokosten. Vi var også nødt til at betale "ekspresgebyr" for at få tolden til at arbejde hurtigt og efterfølgende erfarede vi at vores mand dagen efter skulle rundt og afregne gebyrer hos hans mange venner i havnen.
Lad os ikke nævne ordet korruption i denne sammenhæng, men for første gang på vores rejse har vi oplevet hvor rådden verden virkelig kan være. Pinligt!
Højlandet hjælper lavlandet
Allerede fra flyveren kunne vi se at Ecuador er hårdt ramt af regntiden. Store områder var oversvømmede og vi var noget spændte på at se om vi kunne køre på vejene. Men det gik og selvom vi kørte i store vandmasser af og til var det skønt at køre op i bjergene mod Ambato, hvor vi besøgte Jakob, der er søn af en af Mette´s kollegaer og i øjeblikket udvekslingsstudent i Ecuador.
Efter et kort ophold kørte vi videre nordpå til Quito, hvor vi besøgte spejderne i Ecuador. Vi havde fået lov til at bo på deres hovedkontor, og da vi var der en lørdag kunne vi deltage i nogle af spejderaktiviteterne i byen. Held i uheld var der netop denne lørdag en stor aktivitet i samarbejde med Røde Kors, hvor spejderne hjalp med at pakke nødhjælp til lavlandet. Læs mere i spejderafsnittet.
Fra Ecuadors højland til Perus ørken
Lidt nord for Quito ligger Ækvator og der er naturligvis et helt anlæg som man kan besøge og sige at man har været der. Så her var vi også inden vi satte næsen sydpå for alvor. Næste mål var Cusco ved Machu Pichu i Peru, en lang, lang tur fra Ecuadors højland, til det fugtige lavland og mangroven i det nordlige Peru (MANGE MYG – vi var nødt til at gemme os på det første og bedste hotel med myggenet og god ventilation) og hele vejen langs Perus stillehavskyst.
Når vi tænker på Peru tænker vi Inkariget, lamaer, bjerge og indianere. Vi havde ikke drømt om at vi på denne del af turen skulle køre gennem de længste ørkenstrækninger på hele rejsen. Men det skulle vi. Kilometer efter kilometer kørte vi gennem ørken afbrudt af større og mindre byer med 50-200 km. afstand.
Det tog flere dage og vi har tilbragt mange timer i bilen. Men heldigvis har vi kunnet krydre det med badning i Stillehavet (som var et sandt fluepapir i Påsken), besøg i en nationalpark og et par fortidsminder.
Op i højden til Cusco og Inkariget
Vi kørte igennem Lima uden ophold og via de mystiske linier og tegninger i blokmarken i Nazca satte vi kursen mod Cusco.
Der er en tid før inkaerne, som vi heller ikke hører så meget om. Ved kysten ligger der en af de største byer i verden bygget i ler (Chan Chan) og i området omkring Nazca linierne findes en hel del kirkegårde med velbevarede mumier fra før inkatiden. Flere af dem er ikke konserveret endnu, det har der ikke været penge til. Det var en stor oplevelelse at se nogle af disse på et egnsmuseum i byen Ica. Der var både mumier, hovedskaller med hår og forskellige frisurer, eksempler på forlængede kranier, som er presset med en særlig presseteknik og skalpe, som krigere bar i bæltet.
Undervejs til Cusco oplever vi igen hvor stort Peru er. Vi havde set på kortet, at vi skulle over et pas på 4300 m. Men da vi efter en lang dags kørsel på dårlige veje op til passet var det mere end 4500 m og det strakte sig betydeligt længere end forventet. Vi vidste at det ville være skidt at overnatte så højt – vi kom helt nede fra havets overflade og havde regnet med at overnatte i 3000 m.
Vi var alle lidt mærkede af højden og vi kørte og kørte for at komme ned – i begyndelsen blev det bare højere og højere. Det blev mørkt og vi brød vores principper og fortsatte. Heldigvis var vejen god og uden huller og noget senere end normalt kunne vi slå lejr ved et betalingsanlæg i 3700 m højde og nyde natteroen i silende regnvejr.
Dagen efter fortsatte vi over 2 bjerge og dale for at komme til Cusco, hvor vi i morgen skal besøge et af turens højdepunkter inkaruinen Machu Pichu.
Oplevet af Jørgen