Summary
Soon we are ready to head north and drive home to Denmark. We only have 3 weeks left.
The past weeks we have been travelling in Spain and Portugal and now we are in Morocco in the northern Africa.
In Portugal we visited the Drave Scout Center, which is a fantastic project run by the Catholic Scouts in Portugal. Far out in the mountains a small village with traditional houses of stone has been rebuild by Rovers and now it is a Scout center that continues rebuilding the other buildings.
After the visit we went south hoping to find more sun as it still was raining a lot in the North. We found the sun in Algarve. But we wanted 3 weeks in Africa, so we continued on to Gibraltar and the fast ferry to Morocco, where we are now.
It is fantastic to explore a very different culture again – how lucky we are to finish our adventure in a way like this.
På landevejen igen
Det var en drøm at få bilen på gaden igen. Efter et nødvendigt service hos den lokale mekaniker i Bilbao fik vi pustet ordentlig liv i damen. Hun var blevet meget træt efter næsten 6 uger i søen, og kørte kun på 3 cylindere. Vi benyttede også lejligheden til at skifte bremser og andre sydamerikanske og mexicanske dele, som ikke helt holdt den kvalitet vi er vant til.
Derefter kørte vi sydvest, og fulgte pilgrimsruten et langt stykke inden vi kørte ind i det portugisiske højland i det nordøstlige Portugal. Her er der meget øde, da de fleste yngre portugisere vælger at flytte ind til storbyerne, hvor der er bedre jobmuligheder. Vi blev der dog nogle dage og kørte mod Porto via Duorofloden, hvor vinen står tæt på terrasserne langs floden. Portvinsland – endnu et højdepunkt på turen!
Undervejs fik vi etableret kontakt med Jorge, den portugisiske spejder, som skulle hjælpe os til at besøge spejdercenteret Drave, der kun findes på de allermest detaljerede kort. Som alle andre steder, hvor vi har mødt spejdere, var Jorge utrolig hjælpsom, og endnu engang fik vi lov til at overnatte på kirkens jord, denne gang i midten af Porto. Vi benyttede chancen til at se lidt af Porto, og overnattede her i 2 dage. Turen til Drave blev på alle måder en stor oplevelse, læs beretningen nedenfor.
Efter de mange ugers blæst, regn og kulde var vi meget sultne efter sol og varme. Vejret i nord var stadig ikke fantastisk, og derfor trak vi længere ned langs kysten, og overnattede ved vandet undervejs. Vi skulle helt til Algarve i syd før det for alvor blev sol og sommer. Tiden havde dog indhentet os, og for at indfri en målsætning om at have 3 uger i Marokko, besluttede vi ret hurtigt at køre til Algecira i Spanien nær Gibraltar.
Afrika – det 5. kontinent på vores rejse!
Der sejler et større antal færger mellem Marokko og Spanien. De fleste hurtige hydrofoil både, men også enkelte almindelige færger.
Allerede ved ankomsten til havnen mærker man, at vi er kommet nærmere en anden handelskultur. Billetter faldbydes af et utal af agenter, som kæmper om de rejsendes gunst. På samme måde som busselskaberne i Peru og rejsebureauerne i Indien. "Special price for you my friend". Uoverskueligt og anderledes – men det går op for os, at det er det kaos vi søger.
I Marokko fortsætter stilen i medinaen, som er det gamle kvarter i alle større byer, der er lukket bag bymureren, og er tæt pakket med handlende i små gader og stræder, som vi har oplevet det i basarerne i Tyrkiet og Iran.
Også påklædningen er meget anderledes og præget af traditioner. Mange kvinder er tildækkede, og både mænd og kvinder går i lange kjortler med hætter (jellaba) og specielle snabelagtige sko. Her er en speciel blanding af østens afslappede mystik og europas dynamiske storbymiljø med betalingsveje, pengeautomater og velhavende jetsets.
På landevejene, strandene og campingpladserne møder vi mange campere som os. Der kommer flere og flere – højsæsonen er ved at starte. Her kommer mange, men ikke så mange som i Sydeuropa – der er stadig lidt pioner og eventyr her, og prisniveauet er lavere end Europa.
Vi genkalder gode minder fra Tyrkiet og Iran, når der kaldes til bøn fra moskeerne, og vi suger de sidste dråber af eventyret, inden vi om præcis 2 uger sætter foden på speederen og den sidste uge inden d. 15. juli sætter kursen stik nord mod Danmark.
Hvor er vi dog heldige at vi kan afslutte eventyret på denne måde!
Oplevet af Jørgen
Den 6. passager
- rejsen til Spejdercenteret Drave
En torsdag morgen kørte vi mod Drave, som vi glædede os meget til at opleve. Desværre var der ikke så meget aktivitet der, her i eksamenstiden, så vi var nødt til at besøge det alene. Det skulle dog vise sig, at vi ikke var helt alene – denne almindelige torsdag havde Murphy sneget sig med som 6 passager.
Der findes ikke et almindeligt kort, der viser vejen til Drave. Det ligger nemlig midt imellem alting i det portugisiske højland. Vi havde derfor fået en email med en udførlig beskrivelse, som viste vejen dertil.
Af forskellige årsager havde vi ikke fået printet beskrivelsen, og den elektroniske version på min USB skulle vise sig ikke at kunne bruges. Vi kunne ikke lige finde en internetcafe i Porto om morgenen, så vi satsede på, at vi måtte kunne finde en i den sidste større landsby inden afkørslen til de små veje.
Efter et par timers kørsel ankommer vi til landsbyen, og vi begynder at lede efter en internetcafe. Det første intuitive forsøg leder os ud på nogle små veje, der bliver mindre og mindre og mindre – indtil vi til sidst holder med fronten inde i en privat ejendom uden gode muligheder for at vende bilen. Hmm. Vi prøver dig at vende alligevel, og efter nogle gange frem og tilbage stiger Murphy ud af bilen og med den karakteristiske knasende lyd af glasfiber og metal mod et stengærde i baggrunden, får han dirigeret bilen rundt, så fronten vender den rigtige vej…
En nærmere undersøgelser afdækker, at vores boks bag på, er så medtaget, at vi er nødt til at tage den ind i bilen og finde et sted, hvor vi kan få overblik over situationen. Murphy vælger at tage med på den videre færd – vel vidende, at han ikke var velkommen længere.
I byen er vi lidt heldige. Vi finder en rasteplads lige uden foran en cafe med internet og printer, og i den til anledningen udvidede frokostpause, får vi både spist, tømt, repareret og fyldt bagageboksen (det kunne heldigvis lade sig gøre) og printet beskrivelsen af det sidste stykke til Drave.
Opmuntret af succesen i middagspausen kører vi videre ud for at finde de små veje. Det er ikke let, men efter et udefineret antal forsøg og fortolkninger af den printede beskrivelse beslutter vi, at vi må være på rette spor. Vi kører op og op af små snoede skovveje, og vejene bliver mindre og mindre og stejlere og stejlere. På en af de sidste stigninger er hastigheden så langsom, at Murphy uden besvær lykkes at hoppe af bilen. Og i det samme lyder det som om, vi kører rundt med en kæmpe plasticpose under bilen. Der går dog kun et kort øjeblik, og alle lamper lyser og blinker og der lyder væsende lyde fra køleren.
Her midt på bakken er kileremmen til køleren sprunget, og vandet koger ved mindst 120 grader – det tager 5-10 minutter før køleren er faldet bare nogenlunde til ro.
Den kvindelige del af besætningen begynder at fryde sig over, at falckabonnementet vist er gyldigt på disse kanter. Men det vil tage mange timer at få dem herud, klokken er mange, og de har givetvis ikke en kilerem i den rette størrelse. Et sted i bagagen har vi en ekstra og opmuntret af, at Murphy smågrinede valgte at gå videre alene, beslutter jeg at kaste mig ud en udskiftning her midt på bakken.
Iført de lovpligtige sikkerhedsveste og advarselstrekanter i behørig afstand både for og bag, tømmer vi hele bilen (og bagageboksen igen), finder den ekstra kilerem, åbner til motoren og ved en større samarbejdsøvelse lykkes det at få den ny lirket på uden at splitte hele motoren ad. Jeg er jo ikke mekaniker - selvom de mange billeder af manden i motoren efterhånden kunne indikere det.
En times tid efter er det hele samlet igen og bagagen på plads. Klokken er efterhånden mange, men vi beslutter at fortsætte mod Drave. På vejen vinker vi en sidste gang til Murphy, og efter en halv times kørsel i det smukkeste portugisiske højland, ankommer vi til vejen der fører til Drave. Vi parkerer bilen, pakker kogegrej og mad og går de sidste 4 km (nogle mener 40!) til centeret, hvor vi i den smukkeste aftensol tilbereder aftensmad, tager billeder og nyder halvanden time sammen med Ronja Røverdatter, inden vi går trætte tilbage til bilen, og lægger os til at sove.
Oplevet af Jørgen