Summary:
A challenged old lady and family
Since last time we’ve moved from Mexico to Panama, quite a bit and many hours in the car. The car, which we now have named "the old lady", has had a big challenge going here. On our way from Our Cabana in Mexico we’ve visited several mechanics and several times… Even on Sofie’s birthday the 12th of February. She wasn’t very popular that day. The last and final reparation was in Guatemala City, where they finally managed to fix the car. Except from looking at a lot of repair shops, we’ve visited the famous Tikal in Guatemala, almost mythic in the early mist of the morning. Because it was so early, we’re able to see the animals waking up and going to sleep. That was biig.
The route has also showed us some of the colonial cities. Cities that actually look like the ones in Spain. That was a bit funny for us Europeans.
Another highlight was the visit to the island Utila in the Caribbean Sea. We can’t dive, but we did the snorkelling, and it was amazing. We saw a small coral reef with all the techno coloured fishes and corals which belong to it. Beautiful.
Now we’re going to ship the car to Ecuador. This hopefully doesn’t take too long. We’re looking forward to explore a new part of the world – South America.
Chiapas
Efter mange kilometre og timer på landevejene er vi nu i Panama, hvor vi skal have sendt bilen med skib til Ecuador. Tiden løber fra os og de tidligere skibstransporter har lært os at de er usandsynligt tidsslugende...
Efter en god rast på spejdercenteret Our Cabana nær Mexico City havde vi travlt med at komme syd på til Guatemala, hvor vi skulle fejre Sofie´s fødselsdag sammen med Jean-Luc og Emilie. Vi havde 4 dage til turen og endnu engang kunne vi konstatere, at det tager længere tid at køre her end på de tyske motorveje.
Fra det høje Mexico City (3000 m) kørte vi ad den nordlige hovedvej ned i normal højde gennem fugtig og varm jungle. For senere samme dag et køre op igen til den uformelle hovedstad i Chiapas provinsen San Christobal. En meget lang og opslidende opkørsel tog næsten livet af den gamle dame (bilen) - den blev meget varm, mistede trækkraft og olielampen begyndte at blinke periodisk.
Kolonitidsbyer
Overalt i Mellemamerika kan man se sporene efter især spanierne i kolonitiden. Gamle byer med bygninger, navne og gader, som var det i Spanien trækker hvert år tusinder af turister til. San Christobal i Mexico, Antigua i Guatemala, Granada i Nicaragua for blot at nævne nogle.
Smukke er de og speciel San Christobal er spændende, fordi indianerne har taget denne by til sig og i dag er det den uformelle hovedstad for de mange indianere i Chipasprovinsen. Det er i denne by zapatistbevægelsen lavede oprør i slutningen af 90-erne.
Den gamle mistede pusten
Vi kom sent til byen og efter lidt shopping og sightseeing dagen efter ilede vi videre mod Guatemalas grænse. Med nød og næppe ville vi kunne nå Jean-Luc og Emilie til Sofies fødselsdag - hvis den gamle dame ville.
Men det ville hun ikke - dagen før den store dag stoppede hun brat og måtte skubbes ind på et meget lokalt værksted. Heldigvis tryllede den spanske mekaniker sin bror frem, der kunne engelsk og også lidt elektromekanik. En mulig fejl blev lokaliseret, men vi manglede en reservedel til strømfordeleren. Det tog resten af dagen og lidt til at skaffe en brugt, som måske virkede, og mens vi spiste aftensmad blev delen skiftet. Og bilen startede.
Men det var for sent - der var en god dagskørsel til Jean-Luc og Emilie, så vi var nødt til at overnatte hos mekanikeren. Og Sofie oplever sin 18 års fødselsdag:
12. februar
"I dag er det Sofies fødselsdag, hurra hurra hurra, hun sikkert sig en gave får som hun har ønsket sig i år..."
De morgenruste stemmer gjalder ind i hovedet på mig, jeg gaber og strækker mig, mest symbolsk for jeg har sovet rævesøvn de sidste 2 timer
Bortset fra gaverne, er morgenmaden simpel og hurtig som den plejer, for vi skal skynde os så vi kan komme videre. Vi gider nemlig ikke være hos den mekaniker hvor vi tilbragte det meste af dagen i går og hvor mekanikerne først sent i går aftes fik fadt i dimsen, der skulle skiftes, så vi først kunne køre videre i dag.
Endelig kommer vi til den Mexicansk/Guatemalanske grænse, men lige som vi tror at det hele er ved at lykkes, stopper den gamle dame og holder stædigt på ikke at ville flytte sig en meter længere, så vi skubber den tilbage af vejen og ned til den nærmeste by, hvor der er en lille elektromekaniker. Han kan heldigvis fikse den på en times tid og vi er rullene igen.
Det går som smurt hen over grænsen, men så heller ikke ret meget længere før hun begynder at brokke sig igen, hun sætter ud og vi lokker med lidt mere olie, men ak nej 2-3 km senere sætter hun ud igen, men vil dog gerne starte bare man drejer nøglen. Sådan går det hele dagen med stop og start og stop og...
Hen på aftenen får vi kæmpet os vej op af nogle hæftige bakker, (danskere der ikke har krydset himalaya vil nok kalde det bjerge) kan vi endeligt se en ende på det, vi køre ind i en mindre by, hvor vi tosser rundt i gaderne indtil de lokale mesoamerikanere (i smukt traditionelt tøj) får ledt os på ret spor igen.
Det er blevet mørkt da vi endelig langt om længe køre ind i Panajaval hvor vi har aftalt at mødes (og fejre min fødselsdag) med Jean-Luc og Emelie. Vi får efter lidt tid fundet frem til et skilt for der står camping, vi krydser fingre og far og jeg går op af en lille hullet jordvej, og ind af en jernlåge, hvor jeg (til min store glæde) bliver budt velkommen af Jean-Luc med en lille fødselsdagssang, Emelie kommer lige i hælene og de spørger spændt ind til vores små "udfordringer" med bilen.
Efter at have fundet en passende plads til bilen, spiser vi stegt torskerogn med stuvet hvidkål og kartofler (det eneste jeg kunne komme på, at kunne tænke mig af det vi havde), og så var den fødselsdag slut, Astrid mener at det var verdens værste fødselsdag, men mor siger at vi spiser noget kage i morgen, så det går jo nok alt sammen.
Den 13. bygger vi en "lagkage" af amerikanske pandekager, frugt og chokolade, som vi deler med Jean-Luc og Emelie, så lidt fødselsdag blev det da til, bedre sent end aldrig."
Storbyferie i det bevogtede Guatamala City
Jean-Luc er mekaniker og sammen går vi bilen efter på campingpladsen. Vi finder nogle dårlige ledninger som vi skifter og regner med at alt er ok. Og beslutter at køre sammen til kolonibyen Antigua inden vi kører til Mayatemplet, der ligger 5-600 km nordligere - øde i junglen.
Undervejs brokker damen sig igen, men vi holder den kørende og efter en overnatning i Antigua beslutter vi at følges ad til Guatemala City for at finde et ordentligt VW værksted, der kan finde fejlen. Det finder vi heldigvis nemt, men det er lørdag og de lukker 5 minutter efter ankomst.
Endnu engang skilles vi fra Jean-Luc og Emilie - denne gang er det os der efterlades et sikket sted. Vi aftaler at mødes i Tikal - de tager en lidt mere udfordrende vej, vi tager hovedvejen.
Det bliver til 4 dage i det skarpt bevogtede Guatemala City. Der er bevæbnede vagter på alle gadehjørner og udenfor stort set enhver næringsdrivende. Skræmmende - vi har ikke oplevet det så slemt nogle steder. Og vi er endda i den sikreste zone...
Heldigvis er de dygtige på værkstedet og de får løst problemet helt og endeligt samtidig med at damen får en tiltrængt service. En sen eftermiddag forlader vi byen og med fornyet kraft (det viser sig at vi havde mistet ca. halvdelen af normal kraft - ikke sært at hun hostede noget op ad bakkerne).
Stroppetur til Tikal
Dagene efter tager vi en stroppetur på 500 km - vi kan lige nå Jean-Luc og Emilie på Tikal. Men de er der ikke, og senere viser det sig at den udfordrende tur var meget off road, de var både væltet og havde trukket lange strækninger, så de var lidt mærkede af turen, da vi fandt dem igen.
Selvom det vi kæmper lidt og det nogle gange er lidt surt, glemmer vi dog ikke at opleve. For at opleve Tikal og junglen står vi meget tidligt op - Sofie mener måske lidt for tidligt:
"Gaaaaab jeg strækker mig og forsøger at få søvnen ud af øjnene så jeg kan se på mit ur, kun for at konstatere at klokken er alt for tidligt.
Efter lidt let morgenmad siger jeg, sammen med resten af familien ud af bilen, og bliver straks ramt af en larmende støj ala cd'en fra Randers regnskov. Vi befinder os på en primitiv campingplads (en græsplæne med et toilethus) midt i et af de fredede jungleområder i Guatemala.
Vi bevæger os ind i junglen, det sparsomme morgensollys bliver delvist lukket ude af de høje slanke palmer, bevoksningen bliver hurtigt tæt som en mur langs stien. efter omkring 200 m er junglen så tæt at man bliver væk hvis man går 10 meter uden for stien, der heldigvis er bred som en mindre vej for at der er plads til alle turisterne der valgfarter her til i hundredevis hver dag.
Efter ca 35 minutters gang hører jeg en puslen i bladene lidt fremme til højre for vejen, frem kommer en myresluger. Den lunter tværs over stien og lysningen vi står i. Bevæbnet med kameraet sniger jeg mig nærmere på det luntende dyr, føler mig lidt som en flodhest i en vinforretning da jeg forøger at bevæge mig lydløst mellem de tusindvis af nedfaldne tørre blade.
Jeg må bruge list tænker jeg, og da dyret sætter kursen højre om en pavillion (der meget unaturligt står midt i lysningen ved siden af en toiletbygning) sniger jeg mig venstre om (myreslugerens ret lange hale stritter lige op i vejret så jeg kan holde øje med præcist hvor den er hele tiden) i det vi begge når forbi pavillionen stopper dyret og stirrer lige på mig. Jeg holder vejret og bander indvendigt over kameraets klikkende lyd. Efter få sekunder smutter den ind mellem nogle store bregneblade og forsvinder, jeg går tilbage og slutter mig til i andre igen. Mens vi går forsøger jeg at fange de brøleaber der svinger rundt over vores hoveder, men de er for langt væk og for hurtige til at jeg kan nå af få noget ordentligt billede af dem.
Endelig kommer vi til det vi i er her for, de store gamle Maya ruiner (egentligt ikke ruiner, da det meste stadig er forholdsvis intakte). Mayaerne, der levede i mellemamerika for tusind år siden, var grundige når de byggede templer, hvor de kunne tilbede deres guder. De byggede også solidt, da jordskælv ikke er unormalt på disse kanter. Så de høje (ca to gange runde tårn) templer står endnu i imponerende stand, og breder sig her over et område på 64 kvadratkilometer. Men meget af det er ikke udgravet eller er ved at gro til igen, da junglen er meget frodig og hurtigt gror til hvor man har ryddet den.
Vi kigger på de imponerende bygningsværker og går så tilbage til bilen da solen begynder at stege, og før dagens ryk ind af turister for alvor starter."
Via Honduras, Nicaragua og Costa Rica til Panama.
Vi møder Jean-Luc og Emilie udenfor Tikal men da tiden er løbet fra os beslutter vi at skilles. Vi vil gerne være i Portugal til Mette´s fødselsdag (22. juni) og er derfor nødt til at flytte os hurtigere, hvis vi skal nå det og samtidig have tid til de ting vi vil i Sydamerika.
Et af de vigtige mål var at se koralrev i Carribien, og det indfrier vi til fulde med 2 dage på øene Utila i Honduras. Øen ligger midt i et koralrev og i modsætning til de fleste andre steder behøver men ikke her at sejle for at komme til at snorkle i koral revet. Man går bare ud fra stranden - og svømmer rundt i et saltvandsakvarium. Det var stort og en kæmpe oplevelse for os alle.
Undervejs til Panama besøgte vi også Jørgens grandfætter Jay (fra Wolfpoint i Montana) i Granada (Nicaragua), hvor vi fik en lukusovernatning i en suite på hans lille hotel i de gamle kolonitidsbygninger.
Selvom vi kører mange kilometre oplever vi dog hele tiden noget. Her er mange frugtboder ved landevejen og den panamerikanske hovedvej er på flere strækninger ikke større end Strandholtvej, hvor vi bor, går igennem jungle, høje bjerge (+3000 m) og store landsbrugsområder, hvor vi kan lære hvordan de frugter vi køber i butikkerne bliver til.
Som oplevet af Jørgen og Sofie
Dus med sydhavsfrugterne
Markederne og butikkerne er overalt, hvor vi kommer frem, fyldt med ukendte frugter og grøntsager. Vi synes især, at de nye frugter er spændende. De ligger og frister med deres tropefarver og eksotiske former. De store spørgsmål er, hvordan spiser man dem? Hvilken del af frugten skal man spise? Og skal den tilberedes?
Det lyder måske mærkeligt, at det kan være et problem. Men lad mig illustrere det med et eksempel. Den anden dag købte vi en frugt. En aflang, gul, bulet, duftende frugt, som ligner en punkteret gul læderfodbold. Vi prøvede på bedste spanske at spørge den i øvrigt venlige frugthandler om, hvordan den skulle spises. Hun gjorde fagter lidt a lá, skræl den og sagde "liquer", og pegede bagefter over på appelsinerne, mens hun lavede "pressefagter". Klart nok tænkte vi, vi skal skære den over og spise kødet som vi har dryppet med lime eller appelsinsaft (appelsinerne er bl.a. grønne her).
Nu er det aften og tid til at smage frugten. Jeg skærer den over, og den ligner nærmest en bulet honningmelon. Jeg må indrømme, at jeg bare går ud fra, at kernerne i midten skal pilles ud, hvad skal man ellers bruge dem til? Frugten bliver delt ud i dele, og vi smager på den. Og smager en gang til. Hvem har taget smagen? Frugten, som vi altså ikke ved, hvad hedder, smager af... jaa ingenting. Mor prøver kernerne, som ligesom er omringet af en slags slim. De smager frisk og af lidt mere. Men de smager ikke ligefrem som om, at de opfordrer til snackspisning.
Vi smider resten af frugten ud. Og er stadig ikke klogere på, hvilken del og hvordan frugten skal spises. Den frugt er vi stadig kun Des med.
Oplevet af Marie