100 spejdere står på linje efter hinanden. De har hver en Røde Kors-sæk i hånden. De står tæt, griner, fniser og tjatter til hinanden. De går langsomt, langsomt forbi "boderne" med mad og vand, som bliver læsset i sækkene. De er tunge. 10-15 kg basis ecuadorianske fødevarer: Ris, bønner, havregryn, sukker, salt, olie og konserves. Strømmen af sække ender henne ved os, hvor vi lukker dem, ved at sno toppen af sækken og sætte den fast med et stykke tape. Det er hårdt. Hver gang en sæk er færdig, skal den løftes og kastes over i en stor bunke. Det er mest drenge, som løfter. Men som dansk pige kan jeg selvfølgeligt ikke stå tilbage for dem. Selvom jeg må indrømme, ikke højt selvfølgeligt, at mine arme er ved at være lidt lange efter de første 50 sække.
Med et stopper strømmen af sække. Rundt omkring kan vi høre spejderne sige "Sal sal", "salt salt" på spansk. "Saltboden" er løbet tør for salt, og ingen kan finde mere salt i virvaret af kasser, sække og spejdere. Sækkene, som kun mangler salt, kan ikke blive pakket, og i stedet får vi i gang med at lukke og flytte nogle sække, som åbenbart ikke er blevet lukket, selvom de er pakket færdig. Det er trods alt Sydamerika. Arbejdet med at flytte og stable sækkene er endnu tungere end at lukke sækkene. Mine svage armmuskler får et tiltrængt pift. Jeg beslutter på stedet, at jeg altså ikke behøver at lave gymnastik i aften. Jeg har fået rigeligt i dag.
Endelig er vi færdige – der er i hvert fald ikke flere sække at pakke, for vi mangler stadig salt. Mens gården er fyldt med forvildede spejdere, som holder pause, beslutter vi, at det er på tide at komme hjem. Hvornår de pakker igen, kan ingen nemlig fortælle os. Måske om en time, måske i morgen, måske om en uge.
Tid er relativt i Sydamerika.
Oplevet af Marie