Summary
The past weeks has been very intensive with a lot of difficult driving and mant things to explore.
In Peru we visited the famous Machu Pichu, which was very beautiful but expensive and crowded. Later we also explored the lake Titikaka, where we were on an overnight tour to some local inhabitants on a small island in the lake. This was great, however it was also very sad to see the floating islands spoiled by souvenirs and tourism.
In Bolivia we met scouts in the beautiful city La Paz before we went south in the highlands. The goal was the saltlake Salar in Uyuni, but we had to pass many difficult roads to get there. Having said that – this part of the trip is may be the most beautiful on the whole tour.
Storslåede Machu Pichu
Efter en på alle måder spændende og fantastisk smuk tur over Andesbjergene i Peru og Bolivia er vi nu klar til den sidste del af Sydamerika.
Machu Pichu var som forventet meget smukt og imponerende. Beliggenheden på toppen af en tinde med stejle skrænter på alle sider gør ruinen til noget helt specielt. Vi følte os hensat til kulisserne til et eventyr som Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte.
Endnu engang blev vi overrasket over virkeligheden. Vi var klar over at inkaruinen var beliggende smukt på toppen af en tinde. Derfor forestillede vi os også at den lå højt. Men i virkeligheden skulle vi rejse nedad fra Cusco for at komme til den og den ligger så lavt, at der er varmere og mere ilt på Machu Pichu end i Cusco. Vi kunne læse os til at det havde været brugt som vinterresidens for datidens herskere.
På vores lange rejse er Machu Pichu den største turistattraktion målt i trængsel og optrækkeri. Det er svært at få billetter og priserne på alt omkring denne turistmagnet er skyhøje – næsten det dobbelte af nr. 2 på listen over det man skal se på en rejse jorden rundt.
Om det var pengene værd finder vi aldrig ud af – men meget smukt var det.
Fast bopæl i 4000 meter
Efter Cusco kørte vi videre mod Titikakasøen (læs Maries oplevelse) og Bolivia. Hele rejsen er på Altiplano i mellem 3500 og 4000 meter med enkelte højere pas, og vi fik lejlighed til igen at prøve kræfter med højdesyge. Heldigvis lykkedes vi med tilvænningen og det var stort set kun bilen der rigtigt mærkede højden. Men hun klarede det også, selvom vi begynder at mærke trætheden hos den gamle dame.
Det er en speciel oplevelse at være i La Paz i Bolivia. Vi kørte i et ligegyldigt forstadskvarter og pludselig holder vi foran et hul, hvor storbyen kravler op og ned langs med siderne. Et fantastisk syn i denne højt beliggende by, hvor de mest attraktive kvarterer ligger længst nede i bunden, hvor der er varmest og mest ilt. Vi besøgte spejderne i La Paz, som har et flot spejderhus i denne bydel.
Held i uheld
Vejene til La Paz er gode men vi havde hørt rigtig meget forskelligt om kvaliteten syd over. Både tilstanden i almindelighed men også pga. den ekstraordinære hårde regntid.
Vi havde besluttet at vi ville se saltsøen ved Uyuni – og der er kun dårlige veje dertil. Og derfra skulle det være endnu værre, hvis vi ikke ville køre samme vej tilbage. Og det ville vi ikke. Der var ikke anden vej – den gamle dame måtte på eventyr.
Allerede efter en halv dags kørsel fik vi første påmindelse om at alt kan ske i dette land, hvor afstande og højde er stor og der er langt til hjælp. Det ene bagdæk eksploderede på et af de værst tænkelige steder – langt til alt!
Inden vi tog af sted overvejede vi om vi skulle have 2 reservehjul med. Men valgte det fra af pladshensyn. Og sandsynligheden for en eksplosion er ikke så stor – vi har med så vi kan klare mere end en punktering på samme tid. Men nu stod vi der – et ødelagt dæk og vi kunne ikke få et nyt de passede de steder vi spurgte på vejen. Der var ingen anden udvej end at køre en omvej på flere hundrede kilometre til en by for at finde et andet dæk. Pludselig kører vi der ude midt i det hele uden reservehjul – det usandsynlige situation var opstået.
Det var nervepirrende, men heldigvis skete der ikke mere og vi fandt et brugt dæk i Potosi – verdens højest beliggende by.
Spændende kørsel
Det var ikke meningen at vi skulle have kørt fra Potosi til Uyuni, og vi havde fået mange advarsler om netop denne vej. Men det skulle vise sig at den var fantastisk.
Ganske vist var den ikke asfalteret og lange strækninger var i sand og meget bumlet, men vores bil var perfekt til opgaven og landskabet vi kørte igennem var utrolig smukt. Så vi levede med den ekstra tid vi måtte bruge på turen. Vi har haft mange overnatninger i felten på disse strækninger.
Efter at have besøgt saltsøen kørte vi videre mod syd til Tupazi. Også her havde vi fået at vide at vejen var dårlig – men på en anden måde end vejen fra Potosi (hvad det så end betød??)
Efter de første 100 km undrede vi os – det var blot en lang og lige vej som snoede sig ind og ud, op og ned mellem flotte canyons. Den var dårlig, men ikke svær. Men så pludselig førte vejen ned i en floddal og vejen videre ud i det delvist udtørrede flodleje… Der var ganske vist nogle hjulspor vi kunne følge – men var det virkelig den vej vi skulle. Det var jo trods alt en hovedvej i Bolivia vi kørte på.
Vi fulgte sporene og det blev værre og værre – på et tidspunkt måtte vi lede et stykke tid for at kunne se hvor vi skulle videre. Men det viste sig at vejen var rigtig og vi fandt ind til en lille by der lå der midt i det hele.
Senere på sammen strækning førte vejen op i højden og i modsætning til normalt kørte vi på toppen af bjergene – skiftevis på den ene og anden siden af graten. Meget spektakulært, det er normalt kun noget man oplever gående.
Til trods for de mange anstrengelser og svedeture i højden klarede den gamle dame også disse strabadser. Og vi blev en oplevelse rigere efter en lang rejse gennem nok noget af det smukkeste vi har set på turen.
Mættet af storhed
Vi kan mærke i bilen, at vi nu kan se målet i horisonten. Oplevelserne har stået i kø for at komme ind på livet af os men vi bliver mere og mere selektive i vores valg. Vi er mætte og trænger til at hvile os i nogle uger. Heldigvis kommer der et naturligt afbræk når vi skal sende bilen til Europa. Her er vi nødt til at holde en pause.
I det daglige er livet i bilen nu inde i en fast gænge. Det er de samme småting vi diskuterer (af typen "hvem har trykket midt på tandpastatuben") og det største emne hver dag er: Hvad skal vi have at spise. Og her folder vi os ud – prøver nye ting af og genopfrisker hverdagsretterne fra Danmark. Men hovedmåltidet er stadig pasta med tomatsovs!
Så når den gamle dame vil, er dagligdagen i bilen utrolig uproblematisk og enkel i forhold til hjemme i Danmark. Og mærkeligt nok er det i sidste ende udsigten til den hektiske dagligdag, der giver os energi til de sidste måneder af denne lange rejse.
Oplevet af: Jørgen
Den puma-formede sø
– i hvert fald ifølge vores guide
Titikaka-søen er ifølge vores ivrigt talende guide den højest beliggende sejlbare sø i verden (ca. 4000 m). Søen er et af Bolivia og Perus store tilløbsstykker, både pga. søens beliggenhed men i særdeleshed pga. af befolkningen, som bebor den. Vi havde i Puno købt en pakketur, som skulle vise os søens seværdigheder; de flydende sivøer, øerne Amanti og Takile.
Efter at vi har lagt fra i Puno, sejler vi i en godt fyldt båd mod sivøerne. Sivøerne har været en turistattraktion i årevis, og det præger de præg af. Den lokale befolkning er blevet udnyttet til turisme, og bliver presset til at bo på en slags tømmerflåder af siv, for at turisterne kan opleve deres "autentiske" virkelighed. Det er dog mange år siden, at det var nødvendigt for beboerne at bo på søen, og turismen er med til at holde fast i den traditionelle levevis, som i hvert fald ikke øger levestandarden. Men turen inkluderede det, så der var ingen vej udenom. Selve besøget var meget godt beskrevet i en af de andres guidebøger som flydende souvenirbutikker. Det var ved det var. Det besøg kunne jeg godt have undværet.
Fra sivøerne satte vores mellemstore båd kursen mod Amanti. Beboerne på Amanti og Takile har set, hvordan turismen har ødelagt kulturen på sivøerne, og har derfor valgt selv at styre og organisere turismen på deres øer. I starten som kooperativ på begge øer i dag er det kun Amanti, hvor kooperativet stadig fungerer. Men øerne har stadig selv kontrollen med turismen, og arbejder for at bevare deres egen kultur samtidig med, at de har turismen som indtægtskilde ved siden af.
På Amanti skulle vi overnatte og samtidig opleve lidt af deres kultur. Vi er indkvarteret hos en lokal familie, som byder på traditionel mad fra Amanti. Lækre kogte okra, kartofler i flere farver og stegt ost er blandt andet på menuen, sammen med en forrygende lækker kvinoasuppe – den er mere end bare almindeligt god.
Programmet byder også på fællesdans i folkedragter om aftenen i forsamlingshuset. Godt udklædt i lokale strutskørter og stramme livbånd giver vi den gas på dansegulvet til lokale rytmer. Vi kan godt mærke, at der er mindre ilt i luften!
På vej tilbage til Puno igen dagen efter besøger vi Takile, hvor vi får købt lidt kunsthåndværk og smagt en lækker ørred fra søen. Halvandet dejlige døgn i den friske luft med masser af dejlig mad og en kultur, som er helt anderledes end det, vi ellers har set.
Oplevet af: Marie